Birkegårdens Grundejerforening

Nyhedsbrev – marts 2011

 

Det har været en lang vinter, der er blevet skrabet meget sne og det kan ses på belægningen rundt om i udstykning. Indtil videre ejes vejene jo af Ballerup kommune, så ret henvendelse til dem, hvis jeres fortove er meget medtagede. I takt med at sneen er smeltet er der dukket en hel del hundeefterladenskaber frem, det er bestemt hverken særlig lækkert, eller kønt at se på. Vi opfordrer derfor til højere grad af selvjustits fra hundeejerne.

 

Der har de sidste uger været en del indbrud i området – bl.a. på Høstbuen og Bueparken. Vi opfordrer alle til at være opmærksomme på fremmede biler, der cirkulerer rundt i området, samt at være synlige, hvis I får mistanke om, at nogen holder øje med husene på vejen.

 

Vi fik i januar respons på vores brev ang. trafikforholdene omkring Hedegårdsskolen. Responsen kom fra skolebestyrelsen, som også kritiserer forholdene og beder kommunen bringe trafikforholdene i orden med det samme. Skolebestyrelsen skriver endvidere, at politiet har frarådet, at man etablerer skolepatrulje i krydset Hold-an-vej og Bueparken, da det er for farligt. Bestyrelsen har derfor kontaktet politiet for at få bekræftet rigtigheden af dette, for det virker helt hen i vejret, at krydset er for farligt til skolepatruljer, men ikke for farligt at sende i hundredvis af skolebørn ud i.

Vi har desuden rykket kommunen for et svar på vores henvendelse i december, samt gjort opmærksom på, at beboerne stadig er generet af trafikstøjen fra Hold-an-vej, Vestbuen og den øgede trafik på Bueparken.

Her i slutningen af februar fik vi så endelig et svar fra kommunen (Teknik- og miljøforvaltningen), hvor man gjorde opmærksom på, at Teknik- og miljøudvalget påtænker, at gøre noget ved trafikken på Hold-an-vej og skal diskutere det på deres møde i april. Interesserede kan evt. holde sig orienteret via kommunens hjemmeside.

 

Arbejdet med at etablere forlængelsen af Frederikssundsmotorvejen skrider frem, vi er spændt på, hvor stor betydning dette får for trafikken i vores område.

Afkørsel 2 er pt. blevet lukket, og det kan meget tydeligt mærkes på trafikbelastningen på Vestbuen – det ville være dejligt, hvis lukningen blev gjort permanent.

 

Fastelavn blev traditionen tro markeret ved et arrangement i Tapeten – søndag d. 6. marts. Godt 100 voksne og børn deltog i tøndeslagning mv. Vi fik kåret kattedronninger og kattekonger og voksentønderne holdt for en gangs skyld mange omgange takket være Michaels badekar.  

 

Tak til alle for en hyggelig formiddag og mange tak til Søren, fordi han endnu engang hjalp til med at få hængt tønderne op.

 

Forude venter årets generalforsamling – dagsorden er omdelt. Vi håber, at mange møder op og deltager i debatten.

 

 

Venlig hilsen

Bestyrelsen

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Login til kontrolpanelet         Webmail