Birkegårdens Grundejerforening

Nyhedsbrev – marts 2012

 

 

Så blev det forår, og det kan ses og mærkes. Husk at tage hensyn til dine naboer og genboer, når du går i gang med diverse haveredskaber.

 

Generalforsamling 2012 afholdes onsdag d. 11. april i Tapeten – lille sal. Før mødet inviteres alle til at deltage i et informationsmøde om solenergi. Formødet om solenergi starter klokken 18.30 – generalforsamlingen klokken 19.30. Vi håber, at mange vil møde op og deltage i begge møder.

 

Vi har igen været plaget af indbrud, men takket være en hurtig indsats fik politiet for en måneds tid siden fanget tyvene, vi håber at det virker afskrækkende, så de (altså tyvene) fremover søger andre græsgange.

 

Langt de fleste har fået sat postkasserne ud til vejen, vi opfordrer til at man får sat klistermærket med nabohjælp på, for at signalere, at vi holder øje med hinandens huse her i kvarteret. Hvis nogen mangler klistermærker kan de på generalforsamlingen få et ekstra, da vi har et lille restlager.

 

Søndag d. 19. februar holdt vi traditionen tro fastelavn. Der var i år tilmeldt ca. 80 børn og voksne og det var skønt at se alle de fantasifulde og kreative udklædninger. I år var også mange voksne klædt ud, vi håber, at det er en trend, der gentager sig, så vi fremover må af med 2 præmier til bedst udklædte voksne i stedet for en enkelt. Tønderne var seje i år, så det tog sin tid, at få dem slået ned.

Vi vil gerne takke for en hyggelig formiddag og håber at se endnu flere til arrangementet næste år.

 

Vores lokale institution Birkehuset – oppe ved legepladsen – mangler legetøj. Så hvis I har noget, I ikke bruger, og som henvender sig til børn i aldersgruppen 3-6 år, modtager institutionen det meget gerne.

 

Siden sidste nyhedsbrev har DONG været ude og kigge på belysningen, og de har nu skiftet de armaturer, der var gået i sort. Det er så en anden slags, end de såkaldte tandlægespejle, vi ellers har. Som skrevet i sidste nyhedsbrev arbejder kommunen på en samlet belysningsplan, som også kommer til at gælde os.

 

Der er stadig intet nyt om sikkerheden omkring skolevejen, men vi rykker jævnligt for handling angående dette.

Der er heller ikke nyt omkring omklassificeringen, men det rykker vi ikke for nyt angående.

 

På gensyn til generalforsamlingen 11. april.

 

Venlig hilsen

Bestyrelsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Login til kontrolpanelet         Webmail